Fremtiden for cykling i et pulserende Manchester tegner godt, rigtig godt
I det fordums nordengelske centrum for bomuldshandel og -produktion er forholdene for cykling i dag under kraftig, og hastig, udvikling. En udviklingsplan til 1,5 mia. engelske pund, som omfatter bl.a. 1.600 km ruter, 120 km cykelsti og 1.400 sikre kryds, og som skal være gennemført senest i 2028, vil give byen Englands største cykelnet. Manchester er samtidig hjemstedet for en af verdens bedste cykelarenaer og det professionelle cykelhold Team Sky.
Som forholdene er i dag, er det ikke så nemt at komme rundt i byen på to hjul (pga. sporveje, ensrettede gader mv.). Skal det være en hyggetur på cykel er det bedst at begive sig uden for byen. Rute 5, 55, 60, 62, 85 og 86 i det nationale cykelnet passerer igennem forskellige områder i Manchester og videre ud i omegnen (ikke mindst Fallowfield Loop kan varmt anbefales!). Eller snup en tur langs Ashton Canal, som er en grøn forbindelse, der passerer flot arkitektur og fortsætter videre til byen Ashton-under-Lyne.
Og så er der også cykelarenaen. I National Cycling Centre kan man bestille tid til at prøve kræfter med den; desuden er der en indendørs BMX-bane og ca. 11 km mountainbike-spor.
Mountainbike-forholdene er lige så fremragende i Clayton Vale, hvor der er 12 km med features (til at rulle henover), sjove berms, modsat hældende skråninger og store sten. Der er også Lee og Cragg Quarry med det naturterræn, som det sydlige Pennines er kendt for. På den 330 km lange Pennine Bridleway kan der cykles i terræn i dagevis, hvad enten det er mountainbike eller crosscountry. Dem, der er til grus, giver sig i lag med de hårde sten på Dark Peak og kalkstensgrunden på White Peak (og alt hvad der ellers er derimellem).
Ruten fra Christie Manchester til Blackpool med naturskønne småveje til en enorm beer garden trækker altid fulde huse. Og så er der Tour de Manc med en række forskellige ruter med seje stigninger, bl.a. Mad Manc, med en samlet længde på 215 km igennem 10 lokaldistrikter og en samlet stigning på hele 3.000 m.