Nu om dage har de fleste mountainbikes en af disse to hjulstørrelser: 27,5” (også kaldet 650b) eller 29” (også kaldet 29’ere). De traditionelle 26” findes på specialcykler til dirt jump og freeride samt på børnecykler. De almindelige størrelsesangivelser refererer til hjulets diameter og skrives normalt i tommer sammen med dækkets bredde, (fx. 29x2,0, 27,5x2,4, 29x2,8). Her hos Trek har vi forsket i hjulstørrelser i næsten to årtier sammen med MTB-legenden Gary Fisher, og vores store erfaring har givet os unik viden om, hvordan de forskellige størrelser MTB-hjul opfører sig og hvad de fungerer bedst til. I denne guide fortæller vi om hver hjulstørrelses køreegenskaber og særpræg, så du kan finde frem til den mountainbike, der passer bedst til dit formål.